Frankrig

 

For mange er Frankrig næsten synonym med vin, – det er vinLANDET, fødestedet for den vin, vi kender i dag, og forbilledet for et utal af vinproducenter rundt omkring i verden. Det var i Frankrig, at Dom Perignon – eller måske snarere en ukendt Limoux-munk – eksperimenterede med mousserende vin, så de ædle dråber herved kom så meget under kontrol, at det første ”rigtige” glas Champagne eller mousserende vin kunne skænkes.

Det var også i Frankrig, at korsfareren kom så sent hjem til høsten, at der var gået råd i druerne, og at han derfor – held i uheld – mere eller mindre ”opfandt” den første ædelsøde vin. Sådan kunne man fortsætte med vinhistoriens små anekdoter gennem tiderne, men en kendsgerning fra nyere tid er, at en stor del af den revolution, der er sket i vinkældrene de sidste 60 år, skyldes de franske vinbønders stræben efter det perfekte produkt.

Landet spænder over en helt enestående bred palet af vine, rækkende fra søde Muscat de Beaumes over tørre, sprøde Sancerres til de kompakte og alligevel utroligt elegante hvide Bourgogner – og igen fra de lette, frugtrige Beaujolais-vine til de kraftige, intense og nærmest storslåede Châteauneuf-du-Pape-vine.
Og så har vi ikke engang været inde på landets mangfoldige udbud af mousserende vine, spændende likører og lokale Eau-de-Vie’er…
Områder som Champagne, Loire, Alsace, Bourgogne, Rhône, Bordeaux, Cognac, Armagnac, Calvados, Roussillon, Languedoc og Provence kan stort set alle nikke genkendende til.
Det kan de fleste også til en del af de druesorter, som har været med til at skabe de franske vines ry. De kendte druer som Cabernet Sauvignon, Merlot, Pinot Noir, Chardonnay, Riesling og Sauvignon Blanc bruges jo ikke længere kun i Frankrig,
men indgår også i stort set næsten alle andre vinproducerende landes druesortiment.
Frankrig har en lang, lang vintradition, og landet er og vil altid være det land, forbrugerne, leverandørerne og ikke mindst vinbønderne verden over direkte eller indirekte vil bruge som udgangspunkt, når der skal produceres og handles vin.
Vin er en kultur, og franskmændenes lidenskab for vindyrkning og vinnydelse er udslagsgivende for den dominerende position, Frankrig trods alt stadig har som vinnation.
Stoltheden over landets vinkultur findes kort og godt ikke stærkere andre steder i verden.
Konklusionen må være, at selvom Frankrig de seneste år har tabt store markedsandele til de nye vinlande, vil landet altid være i toppen af vinhandelen på verdensplan.