Mosel
Her er vi i en af Rieslingdruens absolutte højborge. Nogle af verdens fineste hvide vine skabes her, ikke mindst takket være de stejle, sorte skiferskråninger, som danner rammerne for de perfekte vækstbetingelser for Rieslingdruen.
Skråningerne ved Mosel er nogle af de stejleste i verden, hvilket giver en optimal soleksponering for stokkene og druerne. Den sorte jord modtager solvarmen om dagen og afgiver omvendt denne varme om natten, hvilket hjælper druerne til at modnes bedre og rødderne til at forbedre transporten af næringsstoffer i de enkelte planter. Hertil kommer yderligere, at floden til en vis grad genspejler solens stråler, hvorved modningen hjælpes en tand mere på vej.
Mosel har sit udspring i Nordfrankrig og snor sig ca. 250 km nordøst. Det er her og omkring bifloderne Saar og Ruwer, at de pragtfulde vine bliver skabt. Det er primært på Mosels syd-sydøstvendte skråninger, at de største vine bliver til, mens de billigere vine ofte stammer fra marker lidt væk fra skråningerne, hvor man ikke længere kan nyde godt af de optimale modningsvilkår.
De bedste Moselvine har en lidt stålsat karakter med smag af grønne æbler, men samtidig er de meget bløde, feminine og aromatiske med en underliggende frisk og blød syre.
Langs floderne, som snor sig ud og ind i landskabet, finder man en meget smuk natur med små bindingsværkslandsbyer. Hvis man vil se den smukke natur, og hvordan Mosel snor sig, kan det kun anbefales at tage en sejltur med flodbåd – så kan man virkeligt nyde synet af de mange vinmarker og de smukke huse og landsbyer.